丹麦语安徒生童话之香肠栓熬的汤25

Han delte med mig brød og vand, gav mig ost og pølse; jeg levede flot; men det var dog især den
gode omgang, må jeg sige, som holdt mig. Han lod mig løbe på sin
hånd og arm, helt op i ærmet; han lod mig krybe i sit skæg, kaldte mig
sin lille ven; jeg fik ham ordentlig kær; sådant noget er nok gensidigt!
Jeg glemte mit ærinde ude i den vide verden, glemte min pølsepind i
en sprække af gulvet, der ligger den endnu. Jeg ville blive hvor jeg var;
gik jeg bort, da havde jo den stakkels fange slet ingen, og det er for lidt
i denne verden! Jeg blev, han blev ikke! Han talte til mig så sørgeligt
den sidste gang, gav mig dobbelt så meget brød og osteskorpe, kyssede
så på sine fingre ad mig; han gik og kom aldrig mere. Jeg kender ikke
hans historie. »Suppe på en pølsepind!« sagde slutteren, og til ham gik
jeg, men ham skulle jeg ikke have troet; han tog mig vel på sin hånd,
men han satte mig i bur, i trædemølle; det er voldsomt! Man løber og
løber, lige langt kommer man og er kun til grin!