»Det er rædsomt!« sagde storkemoder, »jeg kan ikke tåle at høre
det! - Sig mig så, hvad der skete videre!«
»Prinsessen jamrede og græd! Tårerne trillede ned på elietrunten,
og så rørte den sig, for det var dynd-kongen selv, ham, der bor i
mosen. Jeg så, hvor trunten vendte sig og så var den ingen trunte mer',
der stak op lange, dyndede grene, ligesom arme; da blev det stakkels
barn forskrækket og sprang af sted ind på det gyngende hængedynd,
men der kan det ikke bære mig, mindre hende, hun sank straks i, og
elietrunten gik ned med, det var ham, der halede; der kom store, sorte
bobler og så var der ikke spor mere. Nu er hun begravet i Vildmosen,
aldrig kommer hun med blomst til Ægyptens land. Du havde ikke
holdt ud at se på det, mo'er!«