»Der kan hun da ikke blive liggende!« tænkte storken, »i min rede
er vi allerede så mange! Men, der falder mig noget ind! Vikingefruen
har ingen børn, tit ønskede hun sig en lille, jeg får jo skyld for at
bringe de små, nu vil jeg dog engang gøre alvor af det! Jeg flyver til
vikingefruen med barnet; der vil blive en fornøjelse!«
Og storken tog den lille pige, fløj til bjælkehuset, slog med næbbet
hul på den blæreskinds rude, lagde barnet ved vikingefruens bryst, fløj
så til storkemo'er og fortalte og ungerne hørte på det; de var store nok
dertil.