丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿13

Da hun nu henimod morgenen vågnede, blev hun inderlig for-
skrækket, thi det lille barn var rent borte; hun sprang op, tændte en
fyrrespån og så rundt om, og da lå der, hvor hun strakte sine fødder i
sengen, ikke det lille barn, men en stor, hæslig padde; hun blev ganske
ækel ved den, tog en svær stang og ville slå frøen ihjel, men den så på
hende med sådanne underlige, bedrøvede øjne, at hun ikke kunne slå
til. Endnu en gang så hun rundt om, frøen gav et fint, ynkeligt kvæk,
hun for sammen derved og sprang fra sengen hen til lugen, den smæk-
kede hun op; solen kom i det samme frem, kastede sine stråler lige ind
i sengen på den store padde, og det var med ét som om udyrets brede
mund trak sig sammen og blev lille og rød, lemmerne strakte sig i den
nydeligste skikkelse, det var hendes eget lille, dejlige barn, der lå, og
ingen hæslig frø.