丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿15

Ved dagen var det dejligt som en lysalf, men havde en
ond, vild natur, om natten derimod var det en hæslig padde, stille og
klynkende, med sorrigfulde øjne; her var to naturer, der skiftede om,
både udad og indad; det kom af, at den lille pige, som storken havde
bragt, ejede ved dagen sin rette moders ydre, men på den tid sin faders
sindelag; ved natten derimod fik det slægtskabet med ham synligt i sit
legemes skikkelse, derimod strålede da, inde i det, moderens sind og
hjerte. Hvo kunne løse denne ved seidkunst øvede magt. Vikingefruen
havde angst og bedrøvelse derover, og dog hang hendes hjerte ved den
stakkels skabning, om hvis tilstand hun ikke troede at turde fortælle
sin husbond, når han nu snart kom hjem, thi da ville han vist, som skik
og brug var, lægge det stakkels barn ud på alfarvej og lade det tage af
hvem, der ville.