Det var hende en lyst at stænke med sine hvide hænder det dam-
pende blod af den slagtede offerhest; hun bed i vildskab halsen over på
den sorte hane, som offergoden skulle slagte, og til sin plejefader
sagde hun i fuld alvor:
»Kom din fjende og slog tov om bjælkehovederne aftaget, lettede
det over dit kammer, medens du sov, jeg skulle ikke vække dig om jeg
kunne! Jeg hørte det ikke, således surrer blodet mig endnu om det øre,
hvorpå du for åringer siden gav mig en kindhest! Du! Jeg husker!«