»Så skulle jeg slippe hundene løs; hui! Af sted over moser og kær, ad
heden til! Det ville være lystigt at se, lystigere endnu at kunne følge
ham på farten!«
Dog den død ville vikingen ikke han skulle lide, men, som fornæg-
ter og forfølger af de høje guder, i morgen den dag ofres på blodstenen
i lunden, det var første gang at her et menneske ofredes.
Ung Helga bad om hun måtte bestænke gudebillederne og folket
med blodet af ham; hun sleb sin blanke kniv, og da en af de store,
glubske hunde, hvoraf der var nok på gården, løb hende hen over
fødderne, stak hun den kniven ind i siden: