丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿57

var alt oppe, snart gav den glans og lysning, og frem fra
krattet krøb, i frøens ynkelige ham, liden Helga; hun standsede ved
liget af den kristne præst og ved sin dræbte ganger, hun så på dem med
øjne, som syntes at græde; frøhovedet gav et kvæk, som om et barn
brister i gråd. Hun kastede sig snart over den ene, snart over den
anden, tog vand i hånden, der ved svømmehuden blev større og mere
hul, og gød det over dem. Døde var de, døde ville de blive! Hun
forstod det. Snart kunne de vilde dyr komme og æde deres krop; nej,
det måtte ikke ske! Derfor gravede hun i jorden så dybt hun magtede
det; en grav ville hun åbne for dem, men hun havde kun, til at grave
med, en hård trægren og begge sine hænder, men på dem spændte
mellem fingrene svømmehuden, den revnede, blodet flød. Hun be-
greb, at arbejdet ville ikke lykkes hende; da tog hun vand og afvaskede
den dødes ansigt, bedækkede det med friske, grønne blade, bar store
grene hen og lagde over ham, rystede løv derind imellem;