丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿58

tog så de
sværeste sten, hun magtede at løfte, lagde dem over de døde legemer
og tilstoppede åbningerne med mos, da troede, hun, at gravhøjen var
stærk og fredet, men under dette tunge arbejde var natten skredet hen,
solen brød frem - og liden Helga stod i al sin dejlighed, med blødende
hænder og for første gang med tårer på de rødmende, jomfruelige
kinder.
Da var det i forvandlingen, som to naturer brødes inde i hende; hun
sitrede, så omkring sig, som vågnede hun af en ængstende drøm, for
derpå hen til den slanke bøg, holdt sig fast ved den, for dog at have en
støtte, og snart, i et nu, klatrede hun, som en kat, op i træets top, og
klamrede sig fast; hun sad der som et ængstet egern, sad der den lange
dag i den dybe skovensomhed, hvor alt er stille og dødt, siger man jo!
- Dødt, ja der fløj et par sommerfugle om hinanden, i leg eller strid;
der var tæt ved nogle myretuer, hver med flere hundrede travle små-
skabninger, der myldrede frem og tilbage; i luften dansede utallige
myg, sværm ved sværm; der jog forbi skarer af surrende fluer.