丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿59

Vorher- res høns, guldsmede og andre vingede smådyr, regnormen krøb frem
fra den våde grund, muldvarpene skød op, - for resten var det stille,
dødt rundt om, dødt, som man siger og forstår det. Ingen lagde mærke
til liden Helga uden skovskaderne, der fløj skrigende om træets top,
hvor hun sad; de hoppede hen ad grenene mod hende i dristig nysger-
righed; et blink af hendes øje var et blink, der jog dem bort igen, - men
de blev ikke klogere på hende og hun ikke heller på sig selv.
Da aftenen var nær, og solen begyndte at synke, kaldte forvandlin-
gen hende til ny bevægelse; hun lod sig glide ned ad træet, og idet den
sidste solstråle slukkedes, stod hun der i frøens sammenkrympede stil-
ling, med hændernes sønderrevne svømmehinder, men øjnene strå-
lede nu med en skønhedsglans, som de knap ejede før i dejlighedens
skikkelse; det var de mildeste, fromme pigeøjne, der lyste frem bag
frølarven, de vidnede om det dybe sind, det menneskelige hjerte; og
skønhedsøjnene brast i gråd, græd hjertets tunge lettelsestårer.