丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿75

Vikingefruen vågnede derved, og udenfor lød endnu det samme
stærke vingeslag, - det var tiden vidste hun, at storkene drog herfra,
dem var det hun hørte; endnu engang ville hun se dem før deres
afrejse og sige dem farvel! Hun stod op, gik ud på svalen, og da så hun
på sidehusets tagryg stork ved stork, og rundt om gården, hen over de
høje træer, fløj skarer i store svingninger, men lige ud for hende, på
brøndkanten, hvor liden Helga så tit havde siddet og skrækket hende
ved sin vildskab, sad nu to svaner og så med kloge øjne på hende; og
hun huskede på sin drøm, den fyldte hende endnu hel, aldeles som
en virkelighed, hun tænkte på liden Helga i svaneskikkelse, hun
tænkte på den kristne præst, og følte sig med ét forunderlig glad i
hjertet.