Ørnen stod på pyramiden og så i høst et stadseligt tog med rigtladte
kameler, med kosteligt klædte, væbnede mænd på fnysende, arabiske
heste, skinnende hvide som sølv, og med røde, bævrende næsebor,
manken stor og tæt, hængende ned om de fine ben. Rige gæster, en
kongelig prins fra Arabiens land, dejlig som en prins skal være det,
drog ind i det stolte hus, hvor nu storkereden stod tom; de, som boede
oppe i den, var jo i et nordligt land, men snart ville de komme tilbage.
- Og netop den dag kom de, da her var rigest på glæde og lystighed.