De havde allerede ved
landets grænse hørt, at liden Helga havde ladet dem afmale på muren,
de hørte med til hendes historie.
»Det er meget net betænkt!« sagde storkefader.
»Det er meget lidt!« sagde storkemoder, »mindre kunne det da ikke
være.«
Og da Helga så dem, rejste hun sig og gik ud i verandaen til dem,
for at klappe dem ned ad ryggen. Det gamle storkepar nejede med
halsene, og de yngste unger så derpå og følte sig beærede.
Og Helga så op til den lysende stjerne, der strålede mere og mere
klar; og imellem den og hende bevægede sig en skikkelse, renere
endnu end luften og derved synlig, den svævede hende ganske nær, det
var den døde, kristne præst, også han kom på hendes højtidsfest, kom
fra himmeriges rige.