Og liden Helga stod atter i verandaen, - men alle blus der udenfor var
slukkede, alle lys i brudesalen var borte, storkene borte, ingen gæster
at se, ingen brudgom, alt, som vejret hen i tre korte minutter.
Da følte Helga angst, gik igennem den tomme, store hal, ind i det
næste kammer; der sov fremmede soldater, hun åbnede sidedøren, der
førte ind til hendes stue, og idet hun troede at stå der, stod hun uden-
for i haven, - således var her jo ikke før; rødlig skinnede himlen, det
var mod daggry.
Tre minutter i himlen kun, og en hel jordnat var gået!