»Det er fri adgang til en kålhave!« sagde mulæselet; »jeg foreslog
prisen! Haren måtte og skulle have den, og så tog jeg, som tænkende
og virkende medlem, fornuftigt hensyn til dens nytte, der skulle have
den; nu er haren forsørget. Sneglen har lov til at sidde på stengærdet
og slikke mos og solskin, og er dernæst herefter optaget som en af de
første dommere i hurtigløb. Det er så godt at have én af faget med i
hvad menneskene kalder en komité! Jeg må sige, jeg venter meget af
fremtiden, vi har allerede begyndt så godt!«