丹麦语安徒生童话之瓦尔德玛·多伊和他的女儿们2

»Der ligger ved Store Bælt en gammel gård med tykke, røde mure!«
siger vinden, »jeg kender hver sten, jeg så den før, da den sad i Marsk
Stigs borg på næsset; den måtte ned! Stenen kom op igen og blev en
ny mur, en ny gård, andetsteds, det var Borreby Gård, som den står
endnu.
Jeg har set og kendt de højadelige mænd og fruer, de vekslende
slægter, som boede derinde, nu fortæller jeg om Valdermar Dåe og
hans døtre!
Han løftede så stolt sin pande, han var af kongelig æt! Han kunne
mere end jage en hjort og tømme et krus; - det ville nok klare sig,
sagde han selv.
Hans frue skred frem strunk i gyldenstykkes kjortel, hen over sit
blanke, tavlede gulv; tapeterne var prægtige, møblerne dyrt købte, de
var kunstigt snittet ud. Sølv- og guldtøj havde hun bragt i huset; tysk
øl lå i kælderen, da der lå noget; sorte vælige heste vrinskede i stalden;
der var rigt derinde i Borreby Gård, da rigdommen var der.