丹麦语安徒生童话之瓦尔德玛·多伊和他的女儿们5

Jeg lå stille,« sagde vinden, »men sagtelig rørte jeg ved én gren,
den, der var lagt af den kønneste ungkarl; hans ved blussede op, blus-
sede højest; han var den udvalgte, fik hædersnavnet, blev gadebasse,
valgte først blandt pigerne sit lille gadelam; det var en glæde, en lystig-
hed, større end derinde i det rige Borreby Gård.«
»Og hen imod gården kom med seks heste agende i gylden karet den
høje frue og hendes tre døtre, så fine, så unge, tre yndige blomster:
j IZ rose, lilje og den blege hyacint. Moderen selv var en prangende tuli-
pan, hun hilste ikke en af den hele flok, der holdt op i legen og
kniksede og krøb, man skulle tro, at fruen var skør i stilken.
Rose, lilje og den blege hyacint, ja, jeg så dem alle tre! Hvis gadelam
skulle vel de engang blive, tænkte jeg; deres gadebasse bliver en stolte-
lig ridder, måske en prins! - Hu- u- ud! - Fare hen! Fare hen!