Ja, agetøjet for med dem, og bønderfolkene for i dansen. Der blev
redet sommer i by til Borreby, til Tjæreby, til alle de byer omkring.
Men om natten, da jeg rejste mig,« sagde vinden, »lagde den høj-
fornemme frue sig, for aldrig mere at stå op; det kom sådan over
hende, som det kommer over alle mennesker, det er ikke noget nyt.
Valdemar Dåe stod alvorlig og tankefuld, en lille stund; det stolteste
træ kan vrides, men ikke knækkes, sagde det inde i ham; døtrene græd,
og på gården tørrede de alle sammen deres øjne, men fru Dåe var faret
hen, - og jeg for hen! Hu- u- ud!« sagde vinden.