丹麦语安徒生童话之瓦尔德玛·多伊和他的女儿们7

»Jeg kom igen, jeg kom tit igen, over Fyns land og bæltets vand, satte
mig ved Borreby Strand, ved den prægtige egeskov; der byggede fiske-
ørnen, skovduerne, de blå ravne og selv den sorte stork. Det var tidligt
på året, nogle havde æg og nogle havde unger. Nej, hvor de fløj, hvor
de skreg! Der var økseslag at høre, slag på slag; skoven skulle fældes,
Valdermar Dåe ville bygge et kosteligt skib, et orlogsskib på tre for-
dæk, som kongen nok ville købe, og derfor faldt skoven, sømændenes
mærke, fuglenes bo. Tornskaden fløj forskrækket, dens rede blev øde-
lagt; fiskeørnen og alle skovens fugle mistede deres hjem, de fløj vild-
somme om og skreg i angst og vrede, jeg forstod dem nok. Krager og
alliker råbte højt i spot: »Fra reden! Fra reden fra! Fra!«