丹麦语安徒生童话之踩面包的姑娘3

Hun gik også, men for at vise sig, de skulle se, hvor fin hun var
blevet; men da hun kom ved byleddet og så piger og karle sladre ud for
gadekæret og just der hendes moder sad på en sten og hvilede sig med
en knippe brændsel, hun havde samlet sig i skoven, så vendte Inger
om, hun skammede sig ved, at hun, der var så fint klædt, skulle have til
moder sådan en pjaltet en, der samlede pinde. Det fortrød hende slet
ikke, at hun vendte om, hun var bare ærgerlig.
Nu gik der igen et halvt års tid.
»Du skulle dog en dag gå hjem og se til dine forældre, lille Inger!«
sagde hendes husmoder. »Der har du et stort hvedebrød, du kan tage
med til dem; de vil glædes ved at se dig.«