丹麦语安徒生童话之踩面包的姑娘9

Værst af alt var hende dog den gruelige sult, hun fornam; kunne
hun da ikke bøje sig ned og bryde et stykke af brødet, hun stod på?
Nej, ryggen var stivnet, arme og hænder var stivnede, hele hendes
krop var som en stenstøtte, kun sine øjne kunne hun dreje i hovedet,
dreje helt rundt, så at de så bagud, og det var et fælt syn, det. Og så
kom fluerne, de krøb hen over hendes øjne, frem og tilbage, hun
blinkede med øjnene, men fluerne fløj ikke, for de kunne ikke, vin-
gerne var pillede af dem, de var blevet krybdyr; det var en pine, og så
den sult, ja, til sidst syntes hun, at hendes indvolde åd sig selv op og
hun blev så tom indeni, så gyselig tom.
»Skal det vare længe ved, så holder jeg det ikke ud!« sagde hun, men
måtte holde ud og det blev ved at vare ved.