丹麦语安徒生童话之踩面包的姑娘17

»Herre, min Gud, mon ikke også jeg som Inger tit har trådt på din velsignelsens gave og
ikke tænkt derved, mon jeg ikke også er gået med hovmod i mit sind,
men du har i din nåde ikke ladet mig synke, men holdt mig oppe!
Slip mig ikke i min sidste stund!«
Og den gamles øjne lukkedes og sjælens øjne åbnedes for det
skjulte, og da Inger var så levende i hendes sidste tanker, så hun hende,
så, hvor dybt ned hun var draget, og ved det syn brast den fromme i
gråd, i himmeriges rige stod hun som barnet og græd for stakkels
Inger; de tårer og de bønner klang som et ekko ned i den hule, tomme
skal, der omsluttede den fængslede, pinte sjæl, denne overvældedes af
al den aldrig tænkte kærlighed ovenfra: en Guds engel græd over
hende! Hvorfor blev det hende forundt!