丹麦语安徒生童话之踩面包的姑娘18

Den pinte sjæl ligesom sam-
lede i tankerne enhver jordlivsgerning, den havde øvet, og den bævede
i gråd, som Inger aldrig havde kunnet græde den; bedrøvelse over sig
selv fyldte hende, hun syntes, at for hende kunne aldrig nådens port
åbnes, og idet hun i sønderknuselse erkendte det, lyste i det samme en
stråle ned i afgrundssvælget, strålen kom med en kraft stærkere end
solstrålen, der optør snemanden, som drengede rejste i gården, og da,
langt hurtigere end snefnugget, der falder på barnets varme mund,
smelter hen som dråbe, fordunstede sig Ingers forstenede skikkelse,
en lille fugl svang sig med lynets zikzak op mod menneskeverdenen,
men angst og sky var den for alt rundt om, den skammede sig for sig
selv og for alle levende skabninger og søgte i hast skjul i et mørkt hul,
den fandt i den forfaldne mur; her sad den og krøb sammen, skæl-
vende over hele kroppen, stemmens lyd kunne den ikke give fra sig,
den havde ingen; den sad en lang stund, før den med ro kunne se og
fornemme al den herlighed derude;