丹麦语安徒生童话之踩面包的姑娘20

I dage og uger voksede og svulmede disse lydløse sange, de måtte komme til udbrud, ved det
første vingeslag i god gerning, en sådan måtte øves!
Nu kom den hellige julefest.
Bonden rejste tæt ved muren en stang og bandt et utærsket havreknippe derpå, at himlens fugle også kunne have en glad jul og et glædeligt måltid i denne frelserens tid.
Og solen stod op julemorgen og skinnede på havreskærven, og alle de kvidrende fugle fløj om måltidsstangen, da klang det også fra muren »pi, pi!« Den svulmende tanke blev til lyd, den svage pippen var en hel glædeshymne, en god gernings tanke var vakt, og fuglen fløj ud fra sit skjul; i himmeriges rige vidste de nok hvad det var for en fugl.