Kongegravenes by ved Hroars væld, det gamle Roskilde, ligger for
os; kirkens slanke tårnspir løfter sig over den lave by og spejler sig i
Isefjorden; kun én grav ville vi søge her, betragte den i perlens glans;
det er ikke den mægtige uniodronning Margrethes - nej, inde på
kirkegården, hvis hvide mur vi tæt ved flyver forbi, er graven, en ringe
sten er lagt hen over den, orgelets drot, den danske romances fornyer,
hviler her; melodier i vor sjæl blev de gamle sagn, vi fornam hvor: »de
klare bølger rulled«, »der boede en konge i Leire!« Roskilde, konge-
gravenes by, i din perle ville vi se på den ringe grav, hvor i stenen er
hugget lyren og navnet: Weyse.