Og med Kala blev Alfred forlovet, det var så rimeligt; og forlovelsen
stod i byens avis. Mama fik sig tredive eksemplarer af den, for at klippe
det stykke ud og lægge i breve til venner og bekendte. Og de forlovede
var lykkelige og svigermama med, hun var ligesom kommet i familie
med Thorvaldsen.
»De er dog hans fortsættelse?« sagde hun.
Og Alfred syntes at hun sagde noget åndrigt. Kala sagde ikke noget,
men hendes øjne lyste, smilet sad om munden, hver bevægelse var
dejlig; og dejlig var hun, det kan ikke siges for tit.