丹麦语安徒生童话之真可爱19

Du kom, Sophie! Ikke i formskønhed, i stråleglans, - men god nok, mere smuk, end det behøves!
Hovedsagen er hovedsagen! Du kom og lærte billedhuggeren, at hans
værk kun er ler, støv, kun et aftryk i dette af den indre kerne, den vi
skulle søge. Stakkels Kala! Vort jordliv var som et rejseliv! Deroppe,
hvor man samles i sympati, er vi hinanden måske halv fremmede.«
»Det var ikke kærligt sagt,« sagde Sophie, »det var ikke kristeligt!
Hist oppe, hvor der ikke skal tages til ægte, men, som du siger, sjælene
mødes ved sympati, der, hvor alt herligt udfolder og løfter sig, vil
hendes sjæl måske klinge i så fuldelig kraft, at den overklinger min, og
du - du vil da igen udbryde i dit første forelskelses-udbrud: Dejlig,
dejlig!«