丹麦语安徒生童话之沙丘的故事2

»Vi er så lykkelige som nogen kan være det,« sagde de i hjertets
falde overbevisning; dog et trin endnu højere i lykke kunne de løftes,
og det ville være sket, når Gud forundte dem et barn, en søn, der
lignede dem på legeme og sjæl.
Det lykkelige barn ville blive hilst med jubel, finde den højeste
omhu og kærlighed, al den velvære, som rigdom og formående slægt
kan skabe.
Som en fest gled dagene hen, for dem.
»Livet er en kærligheds-nådegave, næsten ufattelig stor,« sagde
hustruen, »og denne lyksaligheds fylde skal i det andet liv kunne vokse
og det frem i en evighed! -Jeg rummer ikke denne tanke.«