Der er en gammel kæmpevise, som nok alle danske kender! Den
kaldes »Kongens Søn af England,« han også sejler på så kosteligt et
skib, dets anker er indlagt med det røde guld og hvert tov med silke-
tvinde, det skib måtte man tænke på ved at se det fra Spanien, her var
samme pragt, samme afskedstanke:
»Gud lade os alle med glæde findes!«
Og vinden blæste hurtig ud fra den spanske kyst, afskeden blev kun
kort; i få uger måtte de kunne nå målet for deres rejse; men da de var
vel ude, lagde vinden sig, havet blev blankt og stille, vandet lyste,
himlens stjerner lyste, det var som festaftener i den rige kahyt.