丹麦语安徒生童话之沙丘的故事11

Det er nu mange tider siden, kong Christian den Syvende sad på den
danske trone og var da en ung mand; meget er sket efter den tid,
meget omskiftet og forandret; sø og mose er blevet frodig eng, hede
blevet dyrket land, og i ly af vestjydens hus vokser æbletræer og roser,
men de må søges op, thi de kryber i læ for de skarpe vestenvinde. Man
kan derovre ret tænke sig tilbage i tiden, længere end til Christian den
Syvendes regering; som dengang, i Jylland, således endnu, strækker
sig milevidt den brune hede med sine kæmpegrave, sine luftsyner, sine
krydsende, knoldede og sanddybe veje; vesterpå, hvor store åløb falder
i fjordene, breder sig eng og mose begrænset af høje klitter, der, lig en
alperække med savformede toppe, løfter sig mod havet, de afbrydes
kun af høje lerskrænter, dem søen år for år bider kæmpemundfulde af,
så at brinker og højder styrter som rystede ved jordskælv. Således ser
der ud i dag den dag, således var der for de mange åringer tilbage, da
de to lykkelige sejlede derude på det rige skib.