丹麦语安徒生童话之沙丘的故事12

Det var sidst i september, det var søndag og solskinsvejr, kirkeklok-
kernes lyd nåede hinanden langs Nissum fjord, kirkerne der står som
huggede kampesten, hver af dem er et stykke fjeld; Vesterhavet kunne
rulle over dem og de skulle stå; på de fleste mangler tårnet, klokkerne
hænger da frit ude mellem to bjælker. Kirke tjenesten var endt, menig-
heden kom fra Guds hus ud på kirkegården, hvor dengang som endnu
ikke fandtes eller findes træ eller busk, ikke en plantet blomst eller en
krans lagt på graven; knoldede højder viser, hvor de døde er jordede, et
skarpt græs, pisket af vinden, vokser over den hele kirkegård;