en enkelt grav har måske et monument, det vil sige en hensmuldret træbul, til-
hugget i ligkisteform; træstykket er hentet fra vestegnens skov: det vilde
hav; der vokser for kystboen de tilhuggede bjælker, planker og træer,
som brændingen kører i land. Vinden og havgusen forvitrer snart det
henlagte træstykke; en sådan stump lå her på en barnegrav, og hen til
den gik en af konerne, som kom fra kirken; hun stod stille, så på det
halvt opløste træstykke; lidt efter trådte hendes mand til; de talte ikke et
ord, han tog hende ved hånden, og de gik fra graven ud på den brune
hede, over moseland og hen imod klitterne; længe gik de tavse.
»Det var en god prædiken i dag,« sagde manden, »havde man ikke
Vorherre, så havde man ingenting.«