Vragstumper og spåner skyllede i land, hun var den eneste levende af
dem alle. Endnu for vinden hylende hen over kysten, nogle øjeblikke
havde hun ro, men snart kom smerter og skrig, hun slog sine to dejlige
øjne op, sagde nogle ord, men ingen her kunne forstå det.
Og da, for alt hvad hun havde lidt og stridt, holdt hun i sine arme
et nyfødt barn; det skulle have hvilet på pragtseng, med silkegardiner,
i det rige hus; det skulle med jubel have været hilst til et liv rigt på alle
Jordens goder, og nu havde Vorherre ladet det fødes i den fattige vrå;
ikke engang et kys fik det af sin moder.