丹麦语安徒生童话之沙丘的故事61

Der blomstrede i sandet lidt strandkål, han brød en
gren af og stak i hatten; frejdig og glad ville han være; det gik ud i den
vide verden, »ud ad døren lidt op ad åen!« som ålebønderne ville det.
»Tag eder i agt for de slemme mennesker, de stanger, flår, skærer i
stykker og lægger eder på pande!« gentog han for sig selv og lo derved,
han slap vel nok helskindet gennem verden; godt mod er et godt
værge.
Solen var allerede højt oppe, da han nærmede sig det smalle indløb
fra Vesterhavet til Nissum fjord; han så tilbage, og øjnede et godt
stykke borte to til hest, andre fulgte, de skyndte sig, ham kom det ikke
ved.