Søndagen før afrejsen var de alle i kirken til altergang; stor og
stadselig var kirken, skotter og hollændere havde for flere århundre-
der siden bygget den, et stykke fra hvor nu byen lå; noget brøstfældig
var den blevet, og vejen op og ned i det dybe sand var meget besværlig,
dog det døjede man gerne for at komme i Guds hus, synge salmer og
få en prædiken. Sandet lå lige hen over kirkegårdens ringmur, men
gravene derinde holdt man endnu fri for sandflugten.